|
Folkebibliotekerne. Bygningerne og de kunstneriske udsmykninger.
|
Vallø bibliotek. Stevns Bibliotekerne
Det miljø, bibliotekarerne og brugerne ikke har fået forærende gennem arkitekturen, har de så selv måttet skabe. Og man fornemmer, de har gjort en indsats for det. Stedet oser af venlighed og orden, gode nicher og hyggekroge. Eksempelvis er der foran rejselitteraturen opstillet en gammel læderbetrukken DSB-sofa med bagagenet ovenover.
Børnene får læst historier fra en høj stol, der er halvt skulptur - halvt træstamme; flot udskåret og forsynet med en stor pude øverst.
Kunsten i biblioteket. I forbindelse med indretningen i 1981 fik biblioteket af kommunen foræret et billedtæppe " Byen ved solnedgang". Kunstneren hedder Siri Søger. Tæppet er velplaceret på en væg ved siden af en siddegruppe I avislæse området står en skøn fisk; en metal-skrot skulptur. Der er store malerier af lokale kunstnere i børneudlånet og i forhallen.
Bibliotekets absolutte kunstneriske trækplaster er to keramikslotte. Kunstneren er Per John Rasmussen. Han har udlånt slottene til biblioteket på ubestemt tid p.g.a. pladsmangel hos sig selv, opstået da hans værksted brændte. Slottene er således ikke lavet til biblioteket, men passer godt til stedet; det ene står som en søjle i midten af en cirkulær bænk. Det er slankt kegleformet og ligner et uhyggeligt eventyrslot. Det andet står på en hvid groft pudset søjle, der løfter det godt én meter fra gulvet.
|
Vallø bibliotek
|