|
Folkebibliotekerne. Bygningerne og de kunstneriske udsmykninger.
|
Hvidovre Hovedbibliotek.
Der er i designet og konstruktionen af salen taget hensyn til alle tænkelige aktiviteter bl.a.: trægulv til dans, perfekt akustik til både koncerter og film/tale, plads til borde til 300-500 mennesker til møde/kongres og lysdæmpning/mørklægning til biograf formål. De primære publikumsfunktioner, udlån, multisal og café er placeret i stueetagen. Bag udlånsafdelingerne i denne etage ligger størstedelen af arbejdsrummene for personalet. Studieceller, personalekantine og møderum ligger på første sal.
Billedet herover er taget fra balkonen i første sals højde, fra den ene ende, voksenudlånet, mod den anden, børnebiblioteket. Den næsten fritsvævende ø er et galleri med skiftende kunstudstillinger. Den ser flot og spændende ud som den hænger der; nærmest som en oase.
Kunsten i biblioteket. Den lokale kunstner Ib Braun fik i 1976 af kommunen til opgave at lave en skulptur til pladsen foran medborgerhuset (øverst). Man mente en sådan plads krævede en stor skulptur. Det fik man. Skulpturen hedder "Byens kilde" og den blev opstillet i foråret 1978. Det er delvist et springvand. Vandet giver, når det springer, figuren fylde. Selve skulpturen er støbt og belagt med kobber, der irrer klædeligt. Fundamentet skulpturen står på, som samtidig er bassin, er beklædt med blå glaserede fliser. Uden om fundamentet er lagt brosten, og det hele er placeret i en rotunde med bænke i kanten. Den er belyst om aftenen.
I en lysgård mellem voksenudlånet og nogle kontorer står denne skulptur (nedenfor). Den har ingen titel, men den består af en elliptisk formet plade i cortensstål. Små hvide piller bærer en overbygning i galvaniseret jern; nogle af dem afsluttes med kraftige stifter i kobber. Nogle tegn i lysende neon balancerer på dækket og spiller sammen med den grønlige ir, der med tiden er kommet til at løbe ned ad pillerne.
Skulpturen var ved vores besøg ufuldstændig. Et højt lysende neonarmatur placeret modsat den runde orange, var til reparation. Kunstneren hedder Torben Ebbesen (f.1945). Han er billedhugger og uddannet under Ricard Mortensen. TE er lærer på Skolen for Brugskunst og professor ved Universitetet i Stockholm. På væggene langs balkonen hænger en del kunst. Blandede bolcher. Der er både lokale kunstnere og mere kendte. Det skal ikke omtales nærmere, da det desværre ikke er umiddelbart tilgængeligt for publikum; underligt nok !?.
|
Hovedbiblioteket
|